Beskrivelse: Et sort stofmundbind i bomuld, med hvidt fór. 35 x 10,4 cm. Seks blå engangsmundbind i plastik-microfibre, med hvide ørestropper. 30 x 7,4 cm. Et sort engangsmundbind i plastik-microfibre med sorte ørestropper, og hvidt fór. 24,7 x 9,6 cm.
Uddybende oplysninger: Otte mundbind brugt af museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard under covid-19 epidemien i 2020-2021. Det ene mundbind er lavet af stof og de andre syv er engangsmundbind lavet af plastik-mikrofibre. Under covid-19, blev der d. 22. august 2020 indført krav om, at man skulle have mundbind på i det offentlige rum. Fra d. 29. oktober 2020 blev det et krav, at man også skulle have mundbind på indendørs. Kravet for brugen af mundbind gjaldt dog ikke børn under 12 år eller personer, som havde fysiske eller mentale forhold, der gjorde at de ikke korrekt kunne bruge mundbindet eller at det forhindrede dem i at udføre vigtige funktioner. D. 10. juni 2021 anbefalede Sundhedsstyrelsen at lempe på kravet om mundbind. Målet var derfor at få udfaset mundbindet helt til d. 1. september 2021. Indtil da skulle man stadig bruge mundbind i offentlig transport og når man skulle testes for covid-19, i venteværelse hos alment praktiserende læger og i andre lægelige sammenhænge samt ved større demonstrationer eller møder i lokaler med dårlig udluftning. Der blev i løbet af covid-19 lavet mange forskellige udgaver af mundbindene. Nogle var lavet af stof, mens andre var lavet af plastik-mikrofibre. Der blev lavet mundbind i flere forskellige farver og med forskellige mønstre. Dette gjaldt både for stofmundbindene og plastik-mikrofibre-mundbindene. Plastik-mikrofibre-mundbindene var primært i blå, men de blev også lavet i lyserød og sort. Da man skulle bruge mundbind - steg prisen på dem radikalt. En pakke fra Harald Nyborg, som før havde kostet 28 kr., steg pludselig til 48 kr. Ligeledes steg prisen på en større pakke, som havde kostet 38 kr. til 58 kr. Samtidig kostede en kasse med 50 mundbind næsten 300 kr. D. 11. august 2020 fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke, at Staten ønskede at regulere priserne på mundbind. Herefter faldt priserne til henholdsvis 29,99 kr., og senere hen til 20 kr. og til sidst til 10 kr. i forskellige dagligvarebutikker. (I begyndelsen af 2022 kunne man i diverse dagligdagsforretninger købe blå mindbind til 1 kr. per styk). Der var flere, som valgte at bruge mundbind lavet af stof, da man oplevede at få det man kaldte for "maskne" af mundbind lavet af plastik-mikrofibre. "Maskne" er en sammentrækning af maske og akne, og var noget mange havde problemer med på grund af den friktion, varme og fugt, mundbindene skabte. Der var dog visse krav som stofmundbindene skulle opfylde. De skulle bestå af tre tætvævede lag stof, f.eks. bomuld. De skulle slutte tæt om næse og mund og være forsynet med elastikker. De skulle også kunne vaskes ved 60 grader eller mere, og vaskes efter hvert brug eller hvis de blev fugtige eller beskidte. Sundhedsstyrelsen mente, at stofmundbind ikke havde helt samme virkning som plastik-microfibre-mundbindene, men at de stadig havde en effekt overfor smitten. Stofmundbindet var fra Augusta, en tøjbutik i Slagelse. Det blev købt d. 19. november 2020. Plastik-mikrofibre-mundbindene var fra Kina og blev produceret d. 1. juni 2020. De var effektive i 2 år.
Brugsperiode: 2020-2021
Museumssag:
892 - Generelt corona-materiale
Emnegrupper:
2100 - Infektionssygdomme
1600 - Sygdomsprofylakse