Beskrivelse: Hjernesnittet er placeret i en glasbeholder i størrelsen 16 x 12,5 x 6 cm. I denne beholder er hjernesnittet fastsat 2 steder på bagsiden på en skrå glasplade med hvid snor og 2 perler. Præparatet er fikseret, hvilket vil sige, at man har stoppet nedbrydelsesprocesser ved at anvende fiksativer som f.eks. formaldehyd (patologisk institut har anvendt 4 % formalinopløsning). Beholderen er fyldt med sprit. Genstanden er nummeret XII.2.
Datering: 1960
Størrelse: B16 X H12,5 X L6 cm
Producent: Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Model: Hæmorrhagia cerebri (hjerneblødning)
Uddybende oplysninger: Dette hjernesnit med en hjerneblødning (hæmorrhagia cerebri), fra en mand i 20'erne, er fra Patologisk Institut på det tidligere Århus Kommunehospital. Præparatet har været anvendt til undervisning af medicinstuderende. Der er for dette præparats vedkommende tale om et centralt snit af hjernen, som ses forfra (hvis man kigger fra den side, hvor der står XII.2 på mærkatet). Man kan på dette snit se begge tindingelapper (temporallapper) og herudover den øvrige del af storhjernen (cerebrum). Man kan i præparatet se den hvide og grå substans af hjernen (den hvide substans er celleudløbere/nerver, og den grå substans er cellekroppen af nerveceller). Det vedhæftede foto med betegnelser er altså set fra bagsiden af hjernen. På bagsiden kan man nederst erkende synsnerverne, som stikker frem som et v. Nederst kan man også se nogle blodkar, som er hvidlige og tykke. Dette er på grund af åreforkalkning (arterosklerose). I midten af hjernesnittet på bagsiden ses to vinklede hulrum, som normalt indeholder væske i hjernen (ventrikelsystemet med cerebrospinalvæske). Disse hulrum er sammenpresset ift. normalt, og herudover indeholder de blod, hvilket heller ikke er normalt - de skulle indeholde klar væske. I venstre hjernehalvdel (højre side på fotoet med betegnelser) ses en blodansamling, som ligner et stort væltet L. Denne blodansamling er startet i den indre kapsel (capsula interna) af hjernen. Blødningen er formentlig startet i en blodåre i den indre kapsel af hjernen, hvorfra blodet har spredt sig i hjernevævet og videre til de hulrum, som normalt indeholder klar hjernevæske. Ved cirklen øverst, som mangler betegnelse, skulle der have stået artefakt, hvilket er en misfarvning eller ødelæggelse under behandling af præparatet - altså ikke noget, som har været en del af præparatet, da det var i den døde krop. Da skaden er sket i venstre side af dette menneskes hjerne, vil det medføre en lammelse af højre side af kroppen (hemiparese) - lammelse af højre ansigtshalvdel, arm og ben. Herudover giver læsionen taleforstyrrelser, da læsionen er placeret i venstre hjernehalvdel, som står for talefunktionen (Brocas område). Grunden til at lammelsen af kroppen er modsat læsionen i hjernen, er fordi nerverne krydser kropshalvdel i hjernestammen (forbindelsen mellem hjernen og rygmarven). Symptomerne på en hjerneblødning starter ofte med kortvarige føleforstyrrelser og lammelser, hvilket grunder i spasmer af blodkarrene i hjernen (transitorisk cerebral iskæmi). Efter dette bliver man normal i noget tid. Pludselig får man talebesvær, en mundvig der hænger nedad, øjenlåget hænger nedad, man bliver slap i arm og ben, og man kan ikke føle. Det man kan føle er f.eks. "sodavand i fingrene", altså en kildrende fornemmelse. Alt dette er del af den akutte tilstand. Symptomerne vil være i modsatte side af den hjernehalvdel, som er afficeret af hjerneblødningen. Hvis man dør af en hjerneblødning, så dør man typisk af forhøjet tryk i hjernen. Dette grunder i, at kraniekassen, som omgiver hjernen, er lavet af knogle, og dermed ikke er eftergivelig for udvidelse. Hvis man så får en blødning (eller noget andet der udvider hjernens volumen f.eks. kræft) så overlever man så længe, at det øgede volumen ikke overskrider den ekstra plads, som er i kraniekassen, hjernens hulrum og hinder. Når der ikke er mere plads, så vil hjernen forsøge at komme ud af kraniekassen. Hjernen vil typisk forsøge at undslippe det forøgede tryk gennem kraniets store udgangshul (foramen magnum), som hjernestammen normalt er placeret i. Dette fører til en ophobning af blod i blodkarrene omkring hjernestammen, som til sidst fører til en blødning. Denne blødning vil sprede sig til hjernebroen (pons), som bl.a. står for vores vejrtrækning - altså fører blødning i hjernebroen til død. Grunden til at man får blødninger i hjernen er, at blodkarrene i hjernen har en anden sammensætning end i resten af kroppen - blodkarrene i hjernen er "tyndere", og dermed har de sværere ved at modstå forhøjet blodtryk. Flere og flere får hjerneblødninger, dette skyldes det stigende antal, som lider af forhøjet blodtryk. Fortøjet blodtryk er ikke noget, som man som sådan mærker, derfor går der rigtig mange rundt med uerkendt forhøjet blodtryk, og det er netop dem, som er særligt udsat for at få en hjerneblødning. I forhold til behandlingsmetoder så findes der ingen revolutionerende metoder til behandling af en hjerneblødning, når skaden først er sket. Den primære behandling er konservativ, og går på genoptræning, hvis man overlever. Det eneste behandlingstilbud der er til en hjerneblødning er et kirurgisk indgreb gennem kraniet, hvor man forsøger at suge noget af blodet ud fra den afficerede hjernelap. Det kirurgiske indgreb hedder en craniotomi, som går ud på, at man skærer hud og skalp op, så laver man borehuller i kraniet, og tager et mindre stykke af kraniekalotten ud (5 x 5 cm). Herefter stikker man en kanyle ind, som kan suge blod ud. Dette indgreb er naturligvis forudsat, at man har lavet billeddiagnostik (f.eks. MR-scanning), hvor man har bestemt, hvor blødningen er placeret i hjernen. Undervisningen af de medicinstuderende fandt sted i et mindre auditorium, som lå ved siden af det store obduktionslokale. Auditoriet var bygget i træ med plads til cirka 30-40 studerende og blev brugt fra 19xx til 20xx. Bag siddepladserne i auditoriet fandtes hylder med over 100 præparater til undervisningsbrug. Præparaterne blev anvendt, hvis man ikke havde nogen "friske præparater" direkte fra obduktion, som man kunne anvende til at beskrive den specifikke sygdom, som man ville skildre i undervisningen. I dag er undervisningen med patologiske præparater i sprit udgået. Præparaterne er indsamlet i forbindelse med de obduktioner, som blev foretaget i 1960'erne og 1970'erne. De er lavet efter ligsynsloven i 1934. Ligsynsloven blev anvendt således, at de pårørende gav tilladelse til, at der kunne udføres obduktion, og at organer kunne undersøges. Herudover gav man tilladelse til, at man måtte tage organerne til videre undersøgelse mikroskopisk, bakteriologisk og til studenterundervisning. Hvis organerne kom videre til videre undersøgelse eller undervisning, kom de ikke tilbage i liget (Informant: Overlæge Karsten Nielsen, Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital 2018-2019).
Museumssag:
747 - Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Emnegrupper:
3100 - Læger
300 - Lægeskoler, universiteter og lign.
940 - Neurokirurgi, trepanation.
2720 - Patologisk anatomi
