Beskrivelse: Miltsnittene er placeret i en plexiglasbeholder i størrelsen 20,5 X 19 X 9 cm. I denne beholder er miltsnittene fastsat med hvide snore på en lodret plexiglasplade. Præparatet er fikseret, hvilket vil sige, at man har stoppet nedbrydelsesprocesser ved at anvende fiksativer som f.eks. formaldehyd (Patologisk Institut har anvendt 4 % formalinopløsning). Beholderen er fyldt med sprit. Præparatets nummer fra registrant kaldet "Museumspræparater" fra Patologisk Institut: Lymfo-retikulære system, blod, knoglemarv IX 3.
Datering: 1960
Størrelse: H20,5 x B19 x L9 cm
Producent: Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Model: Lymfo-retikulære system, blod og knoglemarv - Milt med amyloidose og infarkt, Systemet hvori organer som mandlerne, milten, blindtarmen og lymfeknuder indgår i – Milt med ophobning af en bestemt type protein, som hedder amyloid, og herudover ophørt blodtilførsel til en del af milten, som har ført til vævsdød
Uddybende oplysninger: Denne milt med proteinaflejringssygdom og vævsødelæggelse stammer fra Patologisk Institut på det tidligere Århus Kommunehospital. Præparatet har været anvendt til undervisning af medicinstuderende. Foto nummer 4 er et oversigtsfoto, som viser pilebetegnelser af de forskellige anatomiske og patologiske dele af milten. Størrelsen er nogenlunde normal. Den almindelige milt hos en rask person vejer ca. 150 g. Den normale milt er ensartet rød, hvilket ikke er tilfældet her. Milten har i dette tilfælde et netværk af hvidlige strege og strenge, der hænger sammen. Ind imellem de hvide strenge er der nogle mørke prikker. De mørke prikker er unormal proteinaflejring (amyloid). Amyloid er et særligt protein, som har noget med produktionen af antistoffer til immunforsvaret at gøre. Amyloid lejrer sig typisk i milten og blodkar, og det lejrer sig som nogle små knuder (noduli). Der er normalt miltvæv indimellen det unormale - det kaldes sagogryn. I den øverste del af præparatet ses et større hvidligt område. Dette hvidlige område er sygt og skyldes manglende blodforsyning (infarkt). Amyloidose har som før nævnt noget at gøre med fejlproduktion af komponenterne i antistoffer, som er en del af vores immunforsvar. Amyloidose var derfor en relativt almindelig sygdom i gamle dage, hvor folk oftere gik rundt med kroniske irritationstilstande f.eks. kronisk lungebetændelse og ubehandlet leddegigt (reumatoid artrit). Når man har haft en infektion i lang til, så kan immunsystemet gå fejl og begynde at danne amyloid. I takt med antibiotika, kemoterapi og biologiske lægemidlers fremkomst så har folk ikke så ofte langvarige kroniske infektiøse tilstande, og dermed et mindre pres på immunsystemet. Man har ingen symptomer på amyloidose i milten. Man kan få symptomer på amyloidose i andre organer f.eks. når amyloidosen rammer blodkar. Man får iltmangel (iskæmi) i varierende grad der, hvor der er amyloidet i blodkarret. Milten har, formodentlig på grund af amyloidosen, ændret blodstrøm og dermed fået iltmangel. Et miltinfarkt vil føles som et sidesting og ikke mere end det. Et miltinfarkt er formentlig ikke noget, som en patient tænker over, at han/hun har. Man behandler ikke et miltinfarkt. Det vil hele op med arvævsdannelse, som i dette tilfælde. Det er en sygdom som ofte rammer ældre, da man skal have haft en kronisk sygdom i længere tid. Sygdommen er nogenlunde ligeligt fordelt mellem kønnene. Genetik, erhverv og livsstil har ingen relation til sygdommen. Miltens normalfunktion er mere eller mindre ukendt. Den har en vis bufferkapacitet for blodmængden. Herudover kan man få forskellige blodsygdomme i milten. Endelig indgår milten som en ukendt del af immunsystemet. Hvis man ikke har nogen milt, så har man lettere ved at få lungebetændelser. Undervisningen af de medicinstuderende fandt sted i et mindre auditorium, som lå ved siden af det store obduktionslokale. Auditoriet var bygget i træ med plads til cirka 30-40 studerende. Bag siddepladserne i auditoriet fandtes hylder med over 100 præparater til undervisningsbrug. Præparaterne blev anvendt, hvis man ikke havde nogen "friske præparater" direkte fra obduktion, som man kunne anvende til at beskrive den specifikke sygdom, som man ville skildre i undervisningen. I dag er undervisningen med patologiske præparater i sprit udgået. Præparaterne er indsamlet i forbindelse med de obduktioner, som blev foretaget i 1960'erne og 1970'erne. De er produceret efter ligsynsloven i 1934. Ligsynsloven blev anvendt således, at de pårørende gav tilladelse til, at der kunne udføres obduktion, og at organer kunne undersøges. Herudover gav man tilladelse til, at man måtte tage organerne til videre undersøgelse mikroskopisk, bakteriologisk og til studenterundervisning. Hvis organerne kom videre til videre undersøgelse eller undervisning, så kom de ikke tilbage i liget. (Informant: overlæge Karsten Nielsen, Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital 2018-2019).
Museumssag:
747 - Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Emnegrupper:
3110 - Danske læger.
1500 - Intern medicin
300 - Lægeskoler, universiteter og lign.
2720 - Patologisk anatomi
3600 - Undervisningsmateriale
