Beskrivelse: Nyrepræparatet er placeret i en glasbeholder i størrelsen 15 x 12 x 6,5 cm. I denne beholder er nyrepræparatet fastsat med 2 hvide snore, 2 hvide perler og 2 gennemsigtige plastikstykker. Præparatet er fikseret, hvilket vil sige, at man har stoppet nedbrydelsesprocesserne ved at anvende fiksativer som f.eks. formaldehyd (Patologisk Institut har anvendt 4 % formalinopløsning). Beholderen er fyldt med sprit. Præparatnummer fra registrant kaldet "Museumspræparater" fra Patologisk Institut: Lymfo-retikulære system, blod, knoglemarv V 4.
Datering: 1960
Størrelse: H15 x B12 x L6,5 cm
Producent: Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Model: Skrumpenyre med pelvis papillom / urothelialt neoplastisk paillom
Uddybende oplysninger: Denne skrumpenyre med kræft i nyrebækkenet stammer fra Patologisk Institut på det tidligere Århus Kommunehospital. Præparatet har været anvendt til undervisning af medicinstuderende. Foto nummer 5 er et oversigtsfoto, som viser pilebetegnelser af de forskellige anatomiske og patologiske dele af nyrepræparatet, som viser en skrumpenyre med kræft i nyrebækkenet. Nyren er opklippet på midten og foldet ud. Nyren har en maksimal længde på ca. 7 cm, og det er mindre end hos et normalt voksent individ, hvor målene er 12 x 6 x 3 cm. Ud fra nyrens størrelse alene kan man ikke afgøre, om nyren er fra et barn eller om det er fra et voksent individ med en langvarig (kronisk) tilstand - men på mærkaten står der, at den stammer fra en voksen mand på 42 år. Når man kigger på bagsiden af præparatet (foto nr. 4), så ser man, at de steder hvor vævet der omgiver nyren (nyrekapslen) er rykket af nyren, en knudret (nodulær) tegning. Denne knudrede overflade kan bedst tolkes som en medfødt (føtal) lapdeling. Dog kan den knudrede overflade også være små indtrækninger, som følge af en kronisk nyrebetændelse (glomerulonefrit) - det virker dog mindre sandsynligt, når man tager hele præparatet i betragtning. Hvis der igen sættes fokus på foto nr. 5, så sidder der i nyrebækkenet (pelvis renis) en fliget (papillomatøs) og hvidlig svulst (tumorproces), som sidder dels i nyrebækkenet, dels strækkende sig ud i de store nyrebægre (calyx major), men også i mindre grad til de små nyrebægre (calyx minor). Der er tale om en urothelial neoplastisk tilstand, og dette tilfælde er en typisk grad 2 - både Bergkvist grad og WHO grad. Der er ikke infektionstegn. Den abnorme cellevækst (neoplasi) i nyrebækkenets indre overflade/slimhinde (urothelet) har ikke noget genetisk element. Tilstanden er hyppigere hos ældre, og det ses oftere hos mænd end kvinder - altså er der en kønsforskel. Grunden til at tilstanden ses oftere hos mænd end kvinder er, at mænd, før i tiden, røg mere end kvinder. Der er en klar relation mellem rygning og kræft i urinvejene. Før 1900-tallet var kræft i urinvejene en meget sjælden sygdom, men da rygningen begyndte efter 1.verdenskrig, og måske særligt efter 2. verdenskrig, har man 20 år efter fået en betydelig stigning i antallet af nye tilfælde af kræft i urinvejene. Altså findes der en livsstilsmæssig komponent i udviklingen af sygdommen. Herudover har erhverv også noget at sige ift. udviklingen af kræft i urinvejene. Anilinfarvestofferne, altså det der ofte er i cowboybukser (produktionen er dog mere sikker i dag) og andre produkter i den kemiske industri kan have en kræftfremkaldende virkning på de fraførende urinveje. Det var altså en erhvervssygdom omkring skiftet mellem 1800- og 1900-tallet. Det var IG-Farben og Bayer Industri, altså de tyske kemiske fabrikker, som opfandt anilin og begyndte at anvende det. Udviklingen af tilstanden foregår således, at de kræftfremkaldende stoffer (karcinogener) f.eks. fra rygning kommer ind i lungerne, hvormed der også kan udvikles lungecancer. Bagefter bliver en hel del af de kræftfremkaldende stoffer udskilt i nyrerne, og dermed får man en risiko for udvikling af kræft i de fraførende urinveje. Urinen løber hurtigt gennem de øvre urinveje, men står derimod i nogen tid i de nedre urinveje, altså urinblæren, som fungerer som opbevaring af urin indtil vandladning. Derfor er kræft i urinvejene mere hyppig i blæren end i de øvre urinveje. Det at have ændret cellevækst i en del af det indre af urinvejene (urothelet) skal opfattes som sygdom overalt i de fraførende urinveje (panurothelial sygdom) dvs. at har man haft ændret cellevækst et sted i sine urinveje, så kan man få det alle andre steder i urinvejene. Dermed skal patienter, som har haft en blæretumor, kontrolleres for, om de får tumorer i nyrebækkenet eller urinlederne. Der er ca. 2000 nye tilfælde af kræft i urinvejene om året i Danmark. Behandlingen af kræft i urinvejene (urotheliale neoplasmer) er typisk en kikkertundersøgelse med fjernelse af det syge væv (endoskopisk resektion). Man stikker altså et kikkertapparat ind i urinblære, hvor svulster er mest hyppige. Herefter anvender man et lille ostehøvlslignende instrument (resektoskop), som man kan bruge til at skære (resecere) svulsten væk. Hvis svulsten er dybtvoksende i muskulaturen, så kan man få fjernet blæren. I nyrebækkenet og urinlederen er det det samme behandlingsprincip, nemlig en kikkertundersøgelse, hvor man skærer svulster væk i både urinlederen og nyrebækkenet. Hvis man ikke kan komme op igennem urinlederen, så kan man tilgå de øvre urinveje gennem huden (perkutant), altså at man går igennem huden i flanken og så stikker man ind igennem nyrevævet (nyreparenkymet). Til sidst ender man inde i nyrebækkenet (pelvis renis), hvorefter kan man fjerne svulsten. Hvis svulsten vokser invasivt i nyren, og man ikke kan fjerne det med et resektoskop, så kan det ende med fjernelse af hele nyren (nefrektomi), hvor man også fjerner dele af de fraførende urinveje (de store og små nyrebægre (calyx major og minor), nyrebækkenet (pelvis renis), hele urinlederen (ureter), inklusiv det lille stykke, som går ind i urinblærens muskulatur). Grunden til, at man fjerner så meget er, at man forsøger at mindske risikoen for tilbagefald mest muligt. En anden behandlingsform, som dog kun kan anvendes i urinblæren er, at anbringe enten kemoterapeutika eller BCG-vaccine (en vaccine, som oprindeligt blev brugt mod tuberkulose) i urinblæren, hvormed det igangsætter immunsystemet/immunrespons, som afstøder den syge slimhinde (neoplastiske urothel). Altså en behandlingsform til den lokale sygdom. Undervisningen af de medicinstuderende fandt sted i et mindre auditorium, som lå ved siden af det store obduktionslokale. Auditoriet var bygget i træ med plads til cirka 30-40 studerende. Bag siddepladserne i auditoriet fandtes hylder med over 100 præparater til undervisningsbrug. Præparaterne blev anvendt, hvis man ikke havde nogen "friske præparater" direkte fra obduktion, som man kunne anvende til at beskrive den specifikke sygdom, som man ville skildre i undervisningen. I dag er undervisningen med patologiske præparater i sprit udgået. Præparaterne er indsamlet i forbindelse med de obduktioner, som blev foretaget i 1960'erne og 1970'erne. De er produceret efter ligsynsloven i 1934. Ligsynsloven blev anvendt således, at de pårørende gav tilladelse til, at der kunne udføres obduktion, og at organer kunne undersøges. Herudover gav man tilladelse til, at man måtte tage organerne til videre undersøgelse mikroskopisk, bakteriologisk og til studenterundervisning. Hvis organerne kom videre til videre undersøgelse eller undervisning, så kom de ikke tilbage i liget (Informant: Overlæge Karsten Nielsen, Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital 2018-2019).
Museumssag:
747 - Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital
Emnegrupper:
3110 - Danske læger.
300 - Lægeskoler, universiteter og lign.
1570 - Nyresygdomme.
2720 - Patologisk anatomi
3600 - Undervisningsmateriale
