Nyre med udvidet nyrebækken - 159725







Beskrivelse: Nyrepræparatet er placeret i en glasbeholder. I denne beholder er nyrepræparatet fastsat to steder på en lige glasplade med snor og hvide perler. Præparatet er fikseret, hvilket vil sige, at man har standset nedbrydelsesprocesserne ved at anvende fiksativer som f.eks. formaldehyd (Patologisk Institut har anvendt 4 % formalinopløsning). Beholderen er fyldt med sprit.

Datering: 1960

Størrelse: H14 x B10 x L4,5 cm

Producent: Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital

Model: "Hydronefrose", [nyre med udvidet nyrebækken]

Uddybende oplysninger: Denne nyre stammer fra Patologisk Institut på det tidligere Århus Kommunehospital. Præparatet har været anvendt til undervisning af medicinstuderende. Nyren er blevet udtaget i forbindelse med en obduktion af et menneske. Præparatet er en nyre, som er opklippet i nyrebækkenet. Nyren fremstår med normale mål på 12 x 6 x 3 cm. Det særlige at bemærke ved præparatet er, at nyrebækkenet og de store nyrebægre er udvidede. Herudover ses der et svind af nyrevævet. Endelig ses der normale anatomiske strukturer såsom urinlederen med en normal diameter på 5-6 mm, overgangen mellem nyrebækkenet og urinlederen (ureteropelvine overgang) og en blodåre, som enten kan være en pulsåre (arterie) eller en blodåre, som fører blodet tilbage til hjertet (vene). På bagsiden fremstår nyren med en glat og upåfaldende overflade. Udvidelsen af de fraførende urinveje i nyren har ført til en udtynding af det funktionelle nyrevæv, som normalt måler 2,5 cm i tykkelsen, men som på præparatet kun måler 0,5-1 cm. Udvidelse skyldes ophobning af urin, hvilket kan opstå på flere forskellige måder. Årsagen i dette tilfælde må være, at der er en forsnævring af overgangen mellem nyrebækkenet og urinlederen. Forsnævringen kan ikke ses på præparatet, men da nyrebækkenet er udvidet, og urinlederen ikke er, må forsnævringen befinde sig herimellem. Det er ikke en medfødt sygdom, men tilstanden ses oftere hos små børn. Sygdommen har ofte ikke nogen symptomer, men der kan være ømhed omkring nyren. Sjældent kan det stillestående urin føre til en infektion i nyrebækkenet. Behandlingen er kirurgisk fjernelse af forsnævringen, som erstattes af en bredere åbning mellem nyrebækkenet og urinlederen. Man dør ikke af tilstanden, da den anden nyre kan varetage funktionen af to nyrer. Uden behandling vil den syge nyre mindskes og blive ufunktionel. Undervisningen af de medicinstuderende fandt sted i et mindre auditorium, som lå ved siden af det store obduktionslokale. Auditoriet var bygget i træ med plads til cirka 30-40 studerende. Bag siddepladserne i auditoriet fandtes hylder med over 100 præparater til undervisningsbrug. Præparaterne blev anvendt, hvis man ikke havde nogen "friske præparater" direkte fra obduktion, som man kunne anvende til at beskrive den specifikke sygdom, som man ville skildre i undervisningen. I dag er undervisningen med patologiske præparater i sprit udgået. Præparaterne er indsamlet i forbindelse med de obduktioner, som blev foretaget i 1960'erne og 1970'erne. De er produceret efter ligsynsloven i 1934. Ligsynsloven blev anvendt således, at de pårørende gav tilladelse til, at der kunne udføres obduktion, og at organer kunne undersøges. Herudover gav man tilladelse til, at man måtte tage organerne til videre undersøgelse mikroskopisk, bakteriologisk og til studenterundervisning. Hvis organerne kom videre til videre undersøgelse eller undervisning, så kom de ikke tilbage i liget. (Informant: overlæge Karsten Nielsen, Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital 2018-2020).

Museumssag:
747 - Patologisk Institut, Aarhus Universitetshospital

Emnegrupper:
3110 - Danske læger.
300 - Lægeskoler, universiteter og lign.
1570 - Nyresygdomme.
2720 - Patologisk anatomi
3600 - Undervisningsmateriale

Museumsnummer:  
Navn:

E-mail:

Kommentar:

Jeg accepterer at mit navn og emailadresse vil blive opbevaret sammen den afgivne kommentar i Steno Museets regsitreringsdatabase. Oplysninger vil kun være tilgængelige for Science Museernes samlingsmedarbejdere og de vil kun blive brugt i forbindelse med korespondance, der sigter mod at kvalitetessikre oplysningerne i den afgivne kommentar.