Beskrivelse: Det er en lang rulle med aminosyresekvensen for fibronektin. Aminosyrerne er angivet i 3-letter-code, hvilket vil sige, at det er et ældre arbejdspapir, da man senere gik over til single-letter-code. Det er et arbejdspapir, hvor man har undersøgt sekvenser af fibronektin. Fragmenter-ne er illusteret med streger under aminosyresekvensen. Hvert fragment har stået i reagensglas med navn på, som er angivet i starten af hvert fragment. Fx kan man kende fibronektin ved at fragmenterne starter med ’23K’, som er et fragment i fibronektin. Det er lidt en trypsinlignende, men mere specifik. De forskellige rækker er et større fragment, som er kløvet med forskellige en-zymer. Så har man kløvet med noget andet, hvor man får nogle overlap. Det gør man for at kunne kende hele sekvensen. Der er kløvet med blandt andet plasmin. En kløvning efter Arginin er en kløvning med trypsin, hvor en Fe er kløvet med chymotrypsin. Rullen har været klistret godt sammen, men tapen fungerer ikke længere. Man kan dog se, hvordan rullen har siddet sammen tidligere. Grunden til at man tapede var for at sætte sekvenser sammen eller klippe fejl ud. Som Torben Ellebæk beskriver arbejdet: ”Det er et regulært puslespil, som skal passe sammen med alle sekvenserne”. Det er formentlig ikke Torben Ellebæk, der har lavet dette arbejdspapir, men en fra hans forskningsgruppe. En rulle som denne har taget mange måneder og eventuelt år at lave. På proteinet fibronektin blev der arbejdet i 7-8 år.
Datering: 1981
Størrelse: 30 cm x 4,5
Producent: Torben Ellebæk Petersen
Uddybende oplysninger: I 1960’erne udbyggede Aarhus Universitet sin biologiske faggruppe, hvor Niels Ole Kjeldgaard fik professorat i mikrobiologi. Niels Ole Kjeldgaards professorat var betinget af, at han ville forske i molekylær biologi. Med Niels Ole Kjeldgaard i front blev Danmarks første Institut for Molekylær Biologi skabt i 1968 på Aarhus Universitet af Kjeldgaard og den britiske forsker Kjeld Marcker. Det aarhusianske universitet var derfor en del af den internationale frontforskning. Instituttet begyndte at forske i funktion og den tredimensionelle form af molekyler efter, at de blev inspireret af tre molekylærbiologiske forskere fra Cambridge – Kjeld Marcker, Staffan Magnusson og Brian F.C. Clark. (Viden uden grænser 1920-1970, side 197-199). Molekylærbiologien var meget fremme i 1960’erne, da forskere i Cambridge var begyndt at forske i det på MRC-laboratoriet. Aarhus Universitets Institut for Molekylær Biologi var en kopi af dette laboratorie, hvor man tog teknikkerne med fra Cambridge til Aarhus. Da Kjeld Marcker kom til Danmark fra Cambridge, var det oprindeligt meningen, at Kjeld Marcker skulle lede Institut for Biokemi og Niels Ole Kjeldgaard skulle lede institut for Molekylærbiologi. Dog blev de hurtigt enige om, at de to institutter havde et stort overlap, og valgte derfor at slå det sammen. Kjeld Marcker fik Staffan Magnusson med til Danmark fra Cambridge, og på den måde var der tre forskningsgrupper på instituttet bestående af i alt omkring 30 personer. Cambridge-teknikken, som man begyndte at bruge til forskningen på Instituttet gik ud på seperationsteknikker af peptider i højvolts elektroforeser, hvilket var meget effektivt, men krævede meget arbejde, hvorfor ikke andre i verden forskede på det niveau, som Aarhus Universitet og MRC-laboratoriet i Cambridge gjorde. (Informant: Torben Ellebæk Petersen, forsker på Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, 2022) Torben Ellebæk Petersen var forsker på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet. Han var med til at kortlægge aminosyresekvensen trombin, anti-trombin-3, plasminogen og fibronektin. Da han gik i gang med at finde aminosyresekvensen for fibronektin, kunne han vælge i mellem alle proteiner, da stort set ingen var blevet kortlagt. Han valgte fibronektin, da det var det største protein i blodet, og dermed ville være en udfordring. Der blev arbejdet på fibronektin i 7-8 år. Principperne i at kortlægge aminosyresekvenserne var at man fandt nogle proteiner, som man splittede ad, dernæst skulle man isolere peptiderne, så man kunne lave sekvenserne. Til sidst skulle man samle sekvenserne, så man havde en samlet aminosyresekvens. På en almindelig arbejdsdag kunne man nå at lave en sekvens på 10 peptider med et step ad gangen, hvor man skulle blande en masse kemikalier. Metoden man anvendte var Edman-teknikken, hvor man tog et protein og opløste det til peptider. Her anvendte man så densylteknikken, som flouriserede peptider, hvor man kunne kromografere dem, så man kunne se, hvor den flouriserende plet bevægede sig hen. Den flouriserende plet svarede til en aminosyre, hvor man kunne regne ud, hvilket position aminosyren havde – fx hvis det var tredje gang, at man kørte processen, så havde aminosyren position nummer tre.
Brugsperiode: 1981-1981
Museumssag:
916 - Aarhus Universitets Institut for Molekylær Biologi
