Tungespatler, fra almen praksis - 160698






Beskrivelse: Museumsnummeret er en typologisk samlesag af fire tungespatler. Den ældste tungespatel er lavet af materialet skildpadde, og har intet producentmærke. Tungespatlen i skildpadde består af to dele, der er samlet med et hængsel af metal, og den kan åbnes i en 90 graders vinkel. Den næstældste tungespatel består af to dele i metal, hvoraf den ene del har et aflangt ovalt hul. De to dele er samlet med et hængsel og kan åbnes i en vinkel på 90 grader. Tungespatlen har producentmærket "C.Nyrop København" på bagsiden. Der er tale om varenummer 3006 i C. Nyrops katalog fra 1905, der har titlen "Tungenedtrykker, Larsen's (til at slå sammen)". Den næstyngste tungespatel er et helt stykke aflangt metal, let bøjet. Tungespatlen har producentmærket "NYROP" på bagsiden. I C. Nyrops katalog fra 1905 kan det ligne modellen fra varenummer 3002 med teksten "Tungenedtrykker, Nyrop's, af Staal". På bagsiden af tungespatlen står der dog teksten "RUSTFRI" under producentmærket. Redskaber i rustfrit stål blev først produceret efter 1916, og der kan derfor være tale om en tilsvarende model produceret senere. Denne tungespatel kan derfor være brugt af Otto Emil Schondel (museumsnummer 160676) og Carl Anton Schondel (museumsnummer 160677). Den nyeste tungespatel er produceret i et stykke buet, klar plast, uden producentmærke. Plastik som materiale blev først først for alvor anvendt efter 1950, og derfor kan kun C.A. Schondel have brugt denne tungespatel.

Størrelse: 4 stk. af ca. 15x3 cm

Uddybende oplysninger: Fire tungespatler i forskellige materialer og brugt i forskellige tider. Alle fire tungespatler har tilhørt praktiserende læge Carl Anton Schondel (museumsnummer 160677). C.A. Schondel praktiserede i Kerteminde, hvor han var tredje generation af praktiserende læger efter sin farfar, Anton Frederik Schondel (museumsnummer 160675), og sin far, Otto Emil Schondel (museumsnummer 160676). Hver af de fire tungespatler er i perioden 1865 til 1982 blevet brugt af en eller flere af de tre generationer af læger. C.A. Schondel selv praktiserede som læge fra 1943 til 1982, og det formodes derfor, at han kun selv har brugt de to nyeste tungespatler - en tungespatel i rustfri stål og en tungespatel i klar plast. De andre må han have beholdt som mindegenstande fra sin farfars og fars tid som praktiserende læger. De fire tungespatler fortæller med sine forskellige materialer - skildpadde, metal, rustfri stål og plast - en typologisk historie om udviklingen af redskaber inden for almen praksis, og de repræsenterer derved historien om en ændret forståelse af hygiejne og redskabers materiale. Materialer som skildpadde og ibenholt blev anvendt til medicinske redskaber inden opdagelsen af bakterier og den deraf øgede fokus på redskabers hygiejne. Den ældste tungespatel af skildpadde må derfor kun have været brugt af Anton Frederik Schondel, der praktiserede fra 1865 til 1912. Fra skildpadde bevæger tungespatlerne sig til mere hygiejniske materialer i form af metal og rustfrit stål, der begge kan steriliseres. Den nyeste tungespatel er produceret i klar plast, og har derved været billig at producere og nem at rengøre. I 2000-tallet er engangstungespatler af træ de mest brugte.

Brugsperiode: 1865-1982

Museumssag:
906 - Lægeslægten Schondel i Kerteminde

Emnegrupper:
600 - Almen praksis

Museumsnummer:  
Navn:

E-mail:

Kommentar:

Jeg accepterer at mit navn og emailadresse vil blive opbevaret sammen den afgivne kommentar i Steno Museets regsitreringsdatabase. Oplysninger vil kun være tilgængelige for Science Museernes samlingsmedarbejdere og de vil kun blive brugt i forbindelse med korespondance, der sigter mod at kvalitetessikre oplysningerne i den afgivne kommentar.