Beskrivelse: Indsamlingen består af fem røde, tre brun-grønne kuverter og én nyere, gul kuvert. På de røde kuverter står der på forsiden med sort skrift: "Ombøjes her 2 gange ved de punkterede linjer. Gonokok-Komplementbindingsreaktion. Statens Seruminstitut, København S. Frimærker skal anbringes her. Frankeres som brev. Forsigtig stempling." Én af de røde kuverter er åbnet i toppen og der ses en lille, aflang metaldel, som forbinder en yderkuvert med en mindre inderkuvert. På de brun-grønne kuverter står der med sort skrift på forsiden: "Ombøjes her 2 gange ved de punkterede linier. Statens Seruminstitut. Treponematoseafdelingen. Amager Boulevard 80. 2300 København S. Frimærker skal anbringes her. Frankeres som brev. Forsigtig stempling." De brun-grønne kuverter er lidt længere og bredere end de røde kuverter. Den nyere type, gule kuvert har et bredere format end de ældre typer. På forsiden af denne kuvert står der med sort skrift: "Biologisk stof, kategori B. Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S." Desuden står der "UN3373" og i nedre højre hjørne Statens Serum Institut og logo. På bagsiden kan kuverten forsejles med hvidt papir. Efter lukning kan kuverten brydes ved afrivning af den sorte snip langs kuvertens bredde. Kuverten er indvendigt beklædt med bobleplast.
Størrelse: Rød/A: H0,1 x L27,5 x B11,5 cm Brun/B: H0,1 x L30 x B12 cm Gul/ny/C: H0,5 x L32,5 x B18,5 cm
Uddybende oplysninger: Nærværende kuverter har været anvendt til forsendelse af prøver til Statens Seruminstitut (SSI) i København. Kuverterne blev sendt til SSI, når der var tale om en prøve, som udelukkende SSI kunne undersøge, når en praktiserende læge fx ikke kunne finde noget i en prøve eller hvis der var tvivl om, hvilken type mikroorganisme en prøve viste. De røde kuverter (A) og de brun-grønne kuverter (B) er ældre forsendelseskuverter. De røde var til undersøgelse af materiale for gonoré. De brun-grønne var til "treponematoseafdelingen" - treponema pallidum er syfilisbakterien. Kuverterne blev anvendt i 1990'erne i Viborg. De anvendes ikke længere, men blev udfasede. Ansatte på den Mikrobiologiske Afdeling i Viborg anvendte senere for morskabs skyld kuverterne fx til gaver. Den nyere, generelle kuvert (C) kom i 2000'erne. Før denne nye type var der en generel kuvert, som mindede om de to ældre typer af specifikke kuverter (A og B). Kuverterne anvendtes mest til overvågning, f.eks. når Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA) Skejby, fandt en bestemt type bakterie i en bloddyrkning, som SSI overvågede, f.eks. penicillinresistente pneumokokker eller salmonella. SSI indtegnede på et landkort over, hvor der var pencillinresistente pneumokokker. Altså en nationalovervågning. I princippet kunne KMA, Skejby, blot sende deres resultat, men SSI ville gerne selv have bakteriestammen og også selv undersøge prøven. I kuverten kunne f.eks. være podninger, som skulle foretages i regi af SSI. Det var podninger fra rene bakteriekulturer, som Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA), Skejby, allerede havde fremdyrket. Bakteriekolonien sendtes i et rør med et forsendelsesmedium. Alle gærsvampe, som fandtes i bloddyrkninger, skulle resistensundersøges af SSI. Gonokokker og tuberkulose sendes i skrivende stund (efterår 2020) til SSI i en generel kuvert, da disse prøvekategorier udelukkende undersøges på SSI. Disse prøver ville KMA, Skejby, ellers skulle bruge megen tid og energi på, når de en sjælden gang imellem har dem. Tuberkulose skal dyrkes i 14 dage på et specielt medie. Særlige identifikationsmetoder laves udelukkende på SSI. Hvis KMA, Skejby, er "gået død" i en prøve, så kan de sende hele materialet til SSI. Det kan f.eks. være en bloddyrkning, som giver et positivt resultat, men hvor KMA i Skejby ikke kunne fremdyrke noget. Klamydiaprøver laver KMA, Skejby, selv. Det er ikke kun podninger, som sendes i kuverten. Det kan også være en afføringsprøve, en serumprøve, sekreter fra forskellige kropsdele eller lignende. Almen praksis har også disse kuverter til rådighed til forsendelse til SSI. Dermed behøver prøver ikke nødvendigvis at komme forbi KMA, Skejby. I dag er der ingen specialkuverter som A og B. Alt sendes i den generelle kuvert og skal samtidig emballeres som potentielt smitsomt eller farligt. Kuverterne indeholder desuden flere og flere engangsartikler, der bruges i forhold til forsendelse. På en af nærværende kuverter står der "Biologisk materiale kategori B," hvilket vil sige, at materialet kan sendes med posten. Det kan andet materiale ikke nødvendigvis. Der blev sendt ca. 20 af disse kuverter om ugen fra KMA Skejby til SSI i 2020. Med den tidligere generelle kuvert blev der sendt mange flere kuverter til SSI, men KMA, Skejby, foretager flere mikrobiologiske undersøgelser selv, fx serologiske prøver af rubella, borrelia og toxoplasmose. Det er laboranterne, som laver prøverne og sender dem til SSI. Informant: tidligere overlæge i Mikrobiologi på Viborg Sygehus, Helga Schumacher, 2018 og 2020, og nuværende bioanalytiker på Aarhus Universitetshospital, Skejby, Ingrid Astrup, 2020.
Brugsperiode: 1990-2020
Museumssag:
860 - Mikrobiologisk samling på Viborg Sygehus
Emnegrupper:
4530 - Diverse bakterier, vira og parasitter
2100 - Infektionssygdommene
3000 - Sygehuse og lignende institutioner