Beskrivelse: Fotos fra apotekets sterilafdeling på Århus Kommunehospital. Der er to sort/hvide billeder på 17 x 19 cm, seks sort/hvide billeder på 17 x 11 cm og syv sort/hvide billeder på 12 x 9 cm. Alle billederne er fra 1963 og flere med påskrift bag på billedet. Der er 14 polaroid billeder (farve) på 9 x 7 cm. Hvert billede er nummereret fra 1 - 15, hvor billede nr. 14 mangler. Sort/hvid billede på 17 x 11 cm. Bag på billedet er skrevet med blyant: Ca. 1963. Autoklaver (320). Til venstre en lille autoklave til ekstemporere opgaver. Dernæst 2 store - kasseret fra operationsafd.! Dampgryde - dampbad - autoklave til 20 x 1 liter. Autoklaverne er lavet af rustfrit stål og lukkes, så der kan autoklaveres under tryk. På låget af den lille autoklave (der også bruges på private apoteker) ses termometer og barometer, hvor temperatur og tryk kan kontrolleres.
Uddybende oplysninger: Interview fra sterilafdelingen på Århus Kommunehospital februar 2017 med farmaceut Karen Glavind og farmakonom Ella Schaal fra apoteket på hospitalet. Ud fra fotos fra sterilafdelingen blev arbejdsgangen i afdelingen gennemgået. Karen Glavind, farmaceut, ansat i 1963: Karen: ”I ca. et år lavede jeg tabletter på grund af en medarbejders orlov, og siden kom jeg på kontoret, da Ulf Hammer kom tilbage fra orlov. Jeg blev fastansat, da Jens Heigård blev udnævnt som sygehusapoteker. Jeg fik Heigårds stilling i sterilafdelingen. Der var han. Jeg var der i mange år, indtil jeg kom i kvalitetsafdelingen, og der sluttede jeg også som kvalitetschef i 2001. Jeg var også souschef.” Ella Schaal er farmakonom og startede i 1980 under Karens ledelse i sterilafdelingen. Ella: ”Der var jeg i 3 år, inden jeg blev hentet af Karen til kvalitetsstyringsafdelingen, hvor jeg havde den mikrobiologiske kontrol og almindelig papirkontrol, og det havde jeg i mange år. Så blev jeg leder, og det sluttede jeg med som HR ansvarlig. Jeg var en af de første, der blev udnævnt som leder. Jeg er farmakonom, og det var ikke så sædvanligt, at man blev leder som farmakonom dengang, men når man havde Karen som chef, var meget muligt. Jeg kom senere i intern serviceafdeling. Der var jeg i mange år og sluttede af som HR ansvarlig i 2014.” Foto af tre autoklaver, 1963. Ella: ”Her er autoklaver. De hører med til sterilafdelingen, for her kommer al medicinen igennem. Det er den gamle type autoklave, og i den åbnede man autoklaven inde i sterilafdelingen og tog også ud i afdelingen. Senere fik man lavet autoklaverne, så man lagde de sterile og indpakkede ting ind i sterilafdelingen og tog ud i modsatte ende i det usterile område. Så var tingene lukkede, og der kunne ikke komme bakterier ind i. Det er nogle af de første autoklaver, som vi havde, og den lille er den autoklave, de havde på de private by-apoteker. Når man kommer fra et lille byapotek til Kommunehospitalets afdeling med de store autoklaver, tænkte jeg, at det får jeg aldrig lært. Men det gør man jo. I dag er autoklaverne så lukket ned. Senere fik vi 2 kæmpe store autoklaver, der kunne rumme 900 flasker hver. Og så havde vi en autoklave i midten, som vi kun brugte til at sterilisere utensilier som filtre, pipetter og flasker i. Der kunne være 180 glasflasker på en liter i den lille autoklave. De er blevet meget større efterhånden og det er her, jeg støder til. Jeg begyndte i 1980 under ombygningen”.
Brugsperiode: 1963
Museumssag:
831 - Sygehusapotek, Århus Kommunehospital, Galenisk afd.
Emnegrupper:
5000 - Apotek
7010 - Fotografier