Datering: 1984
Uddybende oplysninger: Dette røntgenfoto knytter sig til elektroforeseapparatet nr. 156765, og er fremkaldet som et resultat af en Southern Blot. Er dateret til den 29. juni 1984. Lektor Aren Lund Jørgensen forklarer: " Det drejer sig om en røntgenfilm af et såkaldt Southern blot. Hvem personerne er, hvad 1.6 og D2 står for, ved jeg ikke, men båndmønstrene i sektion 1.6 og D2 er lagt sammen i sektion 1.6+D2. Pst og Pvu er såkaldte restriktionsenzymer, men det fremgår ikke, hvilken DNA-probe er anvendt. Steffen Junker kan ikke bidrage yderligere. DNA - i dette tilfælde humant DNA - kan klippes op i veldefinerede fragmenter vha. specifikke "sakse", som kaldes restriktionsenzymer, og her drejer det sig øjensynligt om restriktionsenzymerne Pst og Pvu. De fremkomne DNA fragmenter har forskellig længde og kan derfor sorteres ved at sende dem gennem en molekylær si, nemlig ved at lade dem vandre gennem en agarose-gel vha. et elektrisk felt (gel- elektroforese). De kortere fragmenter vandrer hurtigere end de længere fragmenter. Denne adskillelse af DNA fragmenterne fastholdes ved at overføre hele agarose-gelens DNA-indhold til en membran, som var det et 1:1 aftryk. Mutationer i DNA kan ændre længden af de forskellige DNA fragmenter. Lad os antage, at en mutation ændrer længden af det DNA-fragment, som stammer fra det gen, som koder for hormonet insulin. Hvordan finder vi så netop dette fragment blandt de tusindvis af forskellige DNA-fragmenter, som var i agarose-gelen og nu er på membranen ? Det gør vi ved at anvende en såkaldt DNA-probe, i vores tænkte tilfælde et stykke DNA, som repræsenterer insulingenets DNA, som det findes i vores genom. Vi hænger en lygte på dette DNA i form af en radioaktiv isotop, e.g. fosfor32, og kommer denne radioaktivt mærkede DNA-probe sammen med membranen i en vandig opløsning af salte og ved en bestemt temperatur. DNA-proben vil diffundere frit i væsken, og i løbet af nogle timer vil den finde det DNA-fragment på membranen, som stammer fra insulin-genet i den DNA prøve, vi undersøger, og sætte sig fast her (processen kaldes hybridisering). Vi ved således, at der, hvor radioaktiviteten er på membranen, der ligger fragmentet fra insulin-genet. Vi lægger en røntgenfilm på membranen, og radioaktiviteten vil fremkalde en sværtning af filmen svarende til et sort "bånd" på filmen. Vha. en størrelsesmarkør kan vi afgøre, om dette bånd ligger på rette sted på filmen og dermed i den oprindelige agarose-gel. Ligger båndet for langt nede, er det blevet kortere og har vandret længere end normalt; ligger det for langt oppe, er det blevet længere end normalt. I begge tilfælde kan det skyldes en mutation i insulin-genet. Dette er et eksempel på, hvordan Southern blot kan bruges til diagnostik af genetiske sygdomme." Kilde/Informant(er) Arne Lund Jørgensen den 4. april 2017
Museumssag:
509 - Aarhus Universitet, Institut for Human Genetik
Emnegrupper:
4310 - Genteknologi
4600 - Laboratorieudstyr
10200 - Naturvidenskabelige institutioner
