Tilbage til søgning

Fotos fra Statens Åndssvageforsorg, ca. 1890 til 1935 - 156584




Beskrivelse: Gråmeleret, bredt ringbind med sort ryg med gulnet label med print i sort og grøn, og håndskrevet: “Sort/hvid gamle billeder - FOTOS”. Albummet indeholder ca. 160 originale fotos. De to første fotos er fra ca. 1930 og forestiller tre små, nøgne piger på henholdsvis 8, 9 og 10 år. Pigerne er født henholdsvis 1918, 1919 og 1920; de to piger til venstre, nummereret I og II med kuglepen på selve fotoet, ser ud til a have Downs Syndrom, den lille pige til højre, markeret med III, er skaldet og har ikke de typiske træk for Downs. De ca.160 billeder er hver forsynet med en indskrift på bagsiden: fødselsdag og indlægningsdato: “indl.” Hver plastiklomme er forsynet med en nyere label på forsiden. Her er patientens navn og fødselsdato anført, i nogle tilfælde også dødsdato samt år eller dato for fotografering. Nogle billeder er desuden forsynet med registreringsnummer, da patienterne i Brejning havde registreringsnumre. Ud af de ca. 160 billeder er der 76, hvor patienten er nøgen. Alle de ca. 160 billeder, undtagen fem, er af personer, påklædte eller afklædte. Fotografierne fokuserer på hele kroppen, i nogle tilfælde udelukkende overkrop eller ansigt. De fem billeder, der adskiller sig, er dels to fotos af iturevet tøj, dels tre billeder af en hjerne. De to billeder af iturevet tøj følger en mand, født 1898: Hans Anton Andersen, der er fotograferet udenfor (der er træer i baggrunden). Han har en art kjole på og herover et ternet forklæde. Billedet er fra maj 1933. To fotografier af iturevet herre-tøj er udstyret med navn, fødselsdato (f. 10-01-98) og “Livø" samt "Fotos 1932" og "iturevet tøj.” Det lyse undertøj er placeret sirligt og fæstet på et mørkt stykke stof, der er hængt op på en husvæg. Det mørke tøj er omvendt fæstet på et lyst stykke stof. De andre tre billeder, der adskiller sig fra resten af billederne i denne fotomappe, er af en flækket hjerne. Hjernen tilhørte en kvinde, der blev født i 1914 og døde d. 23.02.1934. Hjernesektion og fotografering blev foretaget 24.02.1934. Ved de tre fotografier ligger en A5-side med følgeteksten “foto af hjerne. Reg. nr. 127”, hvor det bl.a. beskrives, hvordan hjernebjælken (corpus callosum) mangler. I nogle få tilfælde er fotografiernes bagside forsynet med diagnose, f.eks. i Antonine Østerbys tilfælde. Hun blev fotograferet i 1898 og teksten bagpå billedet lyder “Myxoedun”. Desuden blev hun fotograferet i 1899; her lyder teksten “Myxoedun behandlet" og i 1931, hvor teksten er “Myxodema antia.” En dreng med “Ichtyosis” (”fiskehud”) er desuden fotograferet og diagnosen skrevet på bagsiden af fotoet. Den vanskabte er typisk afklædt og i nogle tilfælde placeret ved siden af en kittelklædt læge. Der er to af disse billeder i mappen. I begge tilfælde er det tydeligt, at lægen fungerer som repræsentant for det normale og den målestok, som det anormale kan måles udfra. Det ene foto er fra 1930, det andet fra 1934. På det sidste er der dog anført på bagsiden under patientens navn, registreringsnummer, fødselsdato, indlæggelsesdato og dato for fotografering “Med (..) Læge 23 Aar." Billederne i mappen er fra ca. 1890 til 1935, men billederne er samlet noget senere, formentligt i 1960’erne.

Størrelse: 32 x 28 x 8 cm.

Uddybende oplysninger: "Anbragt - Livø Anstalten 1911-1961" var en særudstilling på Vesthimmerlands Museum i Aars fra 2021-2022. I invitationen til udstillingen skriver museet: "Fra 1911-1961 husede Livø Anstalten i alt 743 såkaldt "asociale, kriminelle og moralsk åndssvage" mænd, som var uønskede i det omgivende samfund. 60 år efter anstaltens nedlæggelse slår Vesthimmerlands Museum nu dørene op til (..)." Statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt åbningstalen til udstillingen den 13. november. Hans far, Oluf, var anbragt på Livø i fem år og var en af de fem mænd, man kunne møde i udstillingen, der fokuserede på de 50 år, fra 1911-1961, hvor Livø husede såkaldt "asociale, kriminelle, moralsk åndssvage mænd". En anden, man kunne møde fra Livø, var Hans Anton Andersen, som museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum Maria Clement Hagstrup beskriver således: "Hans Anton Født den 10. januar 1898 Ankom til Livø den 29. december 1914 Et defekt barn ”Somatiske Generationstræk. En tyvagtig, aandelig Undermåler med perverse Tilbøjeligheder”. Lægen Kai Hellborn fra Mesinge på Fyn har i juli 1910 den blot 12-årige Hans Anton til undersøgelse, og observationerne bliver sirligt nedfældet: ”Et i aandelig Henseende i høj Grad defekt Barn med kleptomane Tilbøjeligheder og ganske blottet for Besked om Ret og Uret, et Barn som det sikkert ville være haabløst at undervise i en almindelig Skole sammen med andre Børn, og jeg mener, at hans rette Plads maa være på en Aandssvageanstalt”. I september samme år ankommer Hans Anton da også til skoleafdelingen i Brejning. Som 16-årig overflyttes han til mandshjemmet, og det noteres i hans journal: ”Den er stadig gal med hans tyvagtige Tilbøjeligheder. Der gaar snart ikke en dag uden, at han rapser fra de Andre”. I december er konklusionen: ”Lukket Afdeling eller Livø”. Tyverierne fra kammeraterne og naboerne til anstalten er udslagsgivende. En af de sidste dage i 1914 ankommer Hans Anton til Livø, hvor han sættes i arbejde som stuesvend og senere skovarbejder. Spøgelset fra Kerteminde Maj 1915: har atter umotiveret et af sine Anfald – givet Opsynmandens Søn ganske uden Grund en Lussing… Juni 1916: god og arbejdsvillig men mærkelig aandsfraværende af Væsen. Januar 1917: Stjæler som en Ravn. I august 1922 udskrives Hans Anton forsøgsvis til hjemmet og har i de følgende år arbejde på to nærliggende gårde. Han har kærlige forældre, som forsøger at hjælpe ham efter bedste evne, hvilket fremgår af de mange breve, som de sender til anstalten for at spørge til hans tilstand. Han forlader imidlertid pladsen på Stensagergård efter en episode, som trækker overskrifter i de fynske lokalaviser. ”Spøgelset fra Kerteminde” huserer på hjemegnen, og det viser sig at være Hans Anton, der om aftenen og ved nattetide klæder sig ud og skræmmer folk. Da politiet i Helsingør en dag underretter forældrene om, at sønnen er fundet nøgen i en skov, tager faren turen til Sjælland og sørger for, at Hans Anton i juni 1927 genindlægges på Livø. Seksuelt afvigende Tilbage på Livø bliver det tydeligt, at Hans Anton kæmper voldsomt med sin seksualitet. Oktober 1928: Findes i Frk. Geertsens (en kvindelig funktionær) Seng iført en Chemise, han havde stjålet fra Fru Christensen. December 1929: Bryder om Natten ind i Afløser Justs Vaskehus, hvor han kort efter findes iført Fru Justs Chemise. I journalen noteres det, at Hans Anton tit forsvinder fra afdelingen og oftere og oftere pågribes i tøj, som han med en kniv forsøger at give et feminint snit. Bagefter flår han tøjet i stykker. Juli 1930: Atter forsvinder han fra Afdelingen lige før Arbejdstid. Ved Øens Vestside finder man senere hans Tøj revet i Pjalter. Om Natten finder Vægteren ham på Afdelingens W.C. i fuldstændigt kvindeligt Udstyr lige fra Undertøj, Strømper, Kjole og til hvid Kappe paa Hovedet. Tøjet har han forskaffet sig ved at bryde ind på Vaskeriet”. Fra anstaltens side har man svært ved at håndtere Hans Anton, og det eskalerer i slutningen af 1931, hvor han i nogle måneder holdes indespærret i en af cellerne. Han indstilles i december 1931 til observation på Middelfart Sindssygehospital, men på grund af pladsmangel bliver han aldrig overført. I stedet flyttes han tilbage til Brejning, hvor en af lægerne efter undersøgelse og samtaler konkluderer, at ”hans tavse, sære Væsen hovedsagelig er fremkaldt ved en Skamfølelse og Fornedrelse ved dels de sexuelle Affærer, dels ved at gaa iført Mandsdragt”. Hans Anton er altså ikke sindssyg, men seksuelt afvigende. Selv forklarer han følgende i et brev til lægen: Hermed vil jeg saa skrive et og fortælle Dem om Sagen hvorfor jeg løber i Dametøj det er fordi jeg føler Trang til at komme i det saa jeg faar Køndsstensfornæmmelse altsaa Sædafgang, og hvorfor jeg river mit Tøj i stykker er ogsaa det samme…” Hans Anton ønsker i brevet råd om, hvad der kan gøres ved hans situation. Hvis han ikke igen kan få lov at arbejde uden for anstalten, så vil han følge overlægens råd og lade sig operere. At han er i konflikt med sig selv, fremgår tydeligt af journalen. Kjole og skørt Maj 1932: I Nat har han revet alt sit Tøj i Smaastumper. Dog ikke Uldtrøje og Skjorte, som han har givet det vanlige feminine Tilsnit… Hans Undertøj viser Spermpletter. Forsiden af Skjorten er plettet med Blod, saa den minder om Menstruation hos en Kvinde. Ved Stuegang lægges han til Sengs. Han gemmer Ansigtet med Armen, vil ikke tale. Paa Forespørgsel om han gerne vil have Kvindetøj, liver han lidt op, og besvarer det bekræftende. Fra Kvindecellen henter man en gammel Kjole og et Skørt og giver ham. Han liver synligt op herved, beder nu igen om Chemise, Benklæder, Strømper og Sko, men samtidig udtaler han Ængstelse for, at de andre vil gøre Nar af ham. Juni 1933: I nogen Tid har han været ked af Kvindedragten, ”det er ikke noget at gaa i, de gør Nar af mig”. Året efter noteres det, at Hans Antons opførsel i længere tid har været god, og han udgår forsøgsvis til familiepleje, men allerede efter et par måneder er han tilbage på afdelingen. Her er plejerne meget opmærksomme på hans seksualitet, og i journalen i december lyder det opmuntret: ”Han har opført sig upaaklageligt. Har passet sit Arbejde i Arbejdsholdet og aldrig givet Anledning til Paatale. Hans Sexualliv har intet synligt Udslag givet”. I slutningen af 1934 forlader Hans Anton Brejning for sidste gang. Han rømmer fra anstalten og søger mod Sjælland. Friheden varer kun kort, for i januar 1935 sigtes han for krænkelse af blufærdigheden. Ifølge politirapporten har Hans Anton antastet flere børn og blottet sig. Særlig har han været interesseret i pigernes undertøj, ikke mindst i farven og fornemmelsen af stoffet mod huden. Tiltalen frafaldes mod genanbringelse på åndssvageanstalt og han overføres på foranledning af politimesteren i Holbæk til Ebberødgaard. I december 1938 kastreres Hans Anton, men forbliver i årene efter anbragt under åndssvageforsorgen." I denne mappe fra Statens Åndssvageforsorg med fotos indsamlede af læge Jørgen Gottlieb var der et foto af Hans Anton iført kjole og forklæde samt to fotos af Hans Antons iturevne tøj.

Brugsperiode: 1964-1987

Museumssag:
506 - Statens Åndssvageforsorg, Forsorgscentret for Sydøstjylland, Brejning. Div. materiale

Emnegrupper:
1420 - Congenitte og arvelige sygdomme. Arvelighed
3110 - Danske læger.
1400 - Pædiatri
2720 - Patologisk anatomi
1700 - Psykiatri

Museumsnummer:  
Navn:

E-mail:

Kommentar:

Jeg accepterer at mit navn og emailadresse vil blive opbevaret sammen den afgivne kommentar i Steno Museets regsitreringsdatabase. Oplysninger vil kun være tilgængelige for Science Museernes samlingsmedarbejdere og de vil kun blive brugt i forbindelse med korespondance, der sigter mod at kvalitetessikre oplysningerne i den afgivne kommentar.