Beskrivelse: Et par brune gymnastiksko med rem. På den ene er skrevet "Kirsten Kjelmann III f". Et par ”sokkesko” med mørkeblå strømper og sorte, skridsikre såler. Et par sorte gymnastiksko med brune såler. To par lyseblå gymnastikshorts. På det ene par er der broderet "A C III" og på det andet "A A B". To mørkeblå gymnastikdragter med korte ærmer og ben. Den ene er mærket med logo fra skolen på Duevej, Frederiksberg; den anden med navnet "Monica". Papirer i blåt (nu falmet) chartek med label på forsiden, hvorpå der er skrevet "Gymn."
Datering: 1960
Størrelse: Brune sko: 27 x 9 cm, sokkesko: 24 x 9 x 10 cm, sorte sko: 22 x 9 cm. Bukser: 37 x 42 cm. Dragter: 52 x 32 cm
Uddybende oplysninger: Arkivkassen med nr. 1100067 er en del af Steno Museets rekvisitsamling, denne til formidlingsforløb om idræt og motionens rolle og udvikling i den danske folkeskoleundervisning. Se vedhæftet fil for nærmere. Kassens indhold stammer fra skolen på Duevej på Frederiksberg. Samlingen består af et par brune gymnastiksko fra 1960’erne. De er med rem. Et par plastsokker fra 1960-70’erne, et par sorte gymnastiksko fra 1960’erne, to par gymnastikshorts, ligeledes fra 1960’erne og to gymnastikdragter fra enten 1960'erne eller 1970'erne. (I 1970'erne skulle man iøvrigt ikke på alle skoler tage sit gymnastiktøj med hjem, men blot hænge det op i en stofpose over ribberne i gymnastiksalen. Dette bidrog væsentligt til gymnastiksalenes karakteristiske lugt af sved). Kassen indeholder ud over sko og tøj et papchartek med maskinskrevne papirer, fx "Dagsøvelse til Realklasse-Inspektionen, 19/2-1934." Realklasse-inspektion foretages også på andre datoer og andre år (1931-1939). Desuden er der "Øvelser til Realeksamen - Inspektion - den 10/2-1933" og et brev til Haderslev Skolekommission angående børns mulighed for at bade og for at modtage svømmeundervisning. Brevet lyder i uddrag: "Til Haderslev Skolekommission! I de fleste Købstæder i Danmark er der Lejlighed for den skolesøgende Ungdom til at bade i den korte danske Badesæson, der er fra Myndighedernes Side sørget for, at de nødvendige sundhedsmæssige Forhold er til Stede; der er ved Bygning af Badeanstalter skabt betingelser for at Børns ukontrolerede Badning paa farlige Steder ikke behøver finde Sted. (..) det ville være ønskeligt, om der for de store Børn blev skabt gode Badeforhold, hvor de under en kyndig Svømmelærers og Svømmelærerindes Vejledning kan faa den nødvendige Vejledning, men lige saa ønskeligt er det, at Forældrene kan faa et Badested, hvor de med Tryghed kan sende deres Børn. Det af Fælleslærerraadet nedsatte Udvalg tillader sig herved at foreslaa følgende Løsning: 1. Der bygges en Badebro ved Kelstrup Strand. (..) 3. Der ansættes en Svømmelærer og Svømmelærerinde, der kan give Børnene en kyndig og god Undervisning i Svømning. 4. Hvert barn faar mindst 2 Gange om Ugen Lejlighed til at deltage i Undervisningen. (..) 6. Af Hensyn til eventuelle Bypladser faar Drengene Formiddagstimerne, Pigerne Eftermiddagstimerne. (..)." Brevet er underskrevet P.U.V. fra Fælleslærerrådet (Fælleslærerraadet), men ikke dateret.
Museumssag:
815 - Rekvisitsamling, formidling i medicinhistorie
Emnegrupper:
10010 - Skoletjeneste