Beskrivelse: Genstanden består af 2 bøger skrevet af Margarat O. Dayhoff samt medforfattere. Bog med sort/hvid forside, hvorpå der med sort skrift står: "Atlas of Protein Sequence and Structure 1965". I hjørnet er der med blyant skrevet: "SM 27-10-66". Bog med sort/hvid forside falmet til hvidgullig, hvorpå der med rød skrift står: "Protein Segment Dictionary 78". I øverste højre hjørne skrevet med blyant står der: "SM 2-1-79". Begge bøger har tilhørt Staffan Magnusson, forsker ved Institut for Molekylærbiologi og Genetik.
Datering: 1965
Størrelse: 28 cm x 22 cm x 1 cm
Producent: Margaret O. Dayhoff
Uddybende oplysninger: Bogen "Atlas of Protein Sequence and Structure" fra 1965 er skrevet af Margaret Dayhoff, som i 1965 begyndte at nedskrive de daværende offentliggjorte proteinsekvenser. I et interview beskrev Lektor Torben Ellebæk Petersen i 2022 bogens tilblivelse således: "De (læs: proteinsekvenserne) lå hulter til bulter i forskellige tidsskrifter, og der var ingen, der katalogiserede dem. De blev bare publiceret. Hun (Margaret Dayhoff) begyndte at samle dem på sin computer [...] Hun sad så med en medarbejder og skrev det ned, og så udgav hun det her hæfte her. Der kan man se, hvor få sekvenser, der overhovedet er kendt - nogle insuliner og nogle hormoner [...] Man vil ikke finde trombin eller de der (læs: protrombin og fibronektin) endnu. Der kan man se, hvor få sekvenser, der var kendt dengang. Det var lige før, at man kunne lære dem udenad". I 1978 udkom volume 5, der er mere end dobbelt så tyk som udgaven fra 1965. Udgaven fra 1965 indeholder hele aminosyresekvenser samt kompositionen for proteiner sekventeret inden 1965. Udgaven fra 1978 indeholder del-sekvenser af sekventerede proteiner samt proteinets navn - forfatterne kaldte det et "Protein Segment Dictionary" eller et opslagsværk over protein segmenter. Forfatterne beskriver, at der er flere fordele ved dette. Hvis proteiner nedbrydes og sekventeres i del-sekvenser, kan man sammenligne med del-sekvenserne i bogen og finde det originale protein. På samme måde kan man lede efter proteiner med samme del-sekvens og undersøge, om disse proteiner har lignende egenskaber.
Brugsperiode: 1964-1965
Museumssag:
916 - Aarhus Universitets Institut for Molekylær Biologi